Når tennisstjerner skifter bane: fra Noah som sanger til Safin som deputeret – en anden kamp, nemlig omstillingen
Efter år brugt på at løbe rundt på banerne og rejse verden rundt kommer uundgåeligt det øjeblik, hvor ketsjeren lægges endeligt på hylden. For professionelle tennisspillere indtræffer den sportslige pension ofte før de fylder fyrre, og foran dem ligger så et helt liv, der skal bygges op på ny.
Mens mange vælger de velkendte veje for omstilling – Davis Cup-kaptajn, træner for den nye generation, mediekonsulent eller turneringsdirektør – vælger andre langt mere overraskende spor.
Mellem dem, der forbliver tro mod de hvide linjer på rektanglet, og dem, der drager mod uventede horisonter, giver de tidligere stjerner os et panorama af et andet liv, lige så rigt som det er mangfoldigt.
Nogle tøver ikke med at bytte deres tennisshorts ud med jakkesæt, der ikke længere har noget at gøre med sporten fra deres ungdom, som Marat Safin gjorde det i nogle år. Dyk ned i disse post-konkurrence-skæbner, hvor klassiske omstillinger og usædvanlige forløb flettes sammen.
DE MEST KLASSISKE OMSTILLINGER
De fleste pensionerede tennisspillere fjerner sig ikke for alvor fra den gule bold. Mange af dem bliver hurtigt trænere, som Bjorn Fratangelo, der nærmest straks efter at have annonceret sin tilbagetrækning blev træner for sin kone, Madison Keys.
Mange spillere, der nåede toppen i deres aktive karriere, har også haft stor succes som trænere, som for eksempel Boris Becker, verdensetter i 1991, der arbejdede med Novak Djokovic mellem 2014 og 2016, en gylden periode i serberens karriere.
Nogle prøver også kræfter med rollen som kaptajn for et Davis Cup-hold, som David Ferrer. Spanieren blev, efter tre måneder som træner for Alexander Zverev, udnævnt til kaptajn for Spaniens hold i slutningen af 2022. Ved et opgør mod Tjekkiet i Final 8 ved Davis Cup 2025 kunne han på modsatte bænk genfinde Tomas Berdych, tidligere rival på banen, som nu er kaptajn for sit landshold.
Andre beslutter sig for en lidt mere atypisk rolle i tennisverdenen: turneringsdirektør. Feliciano Lopez påtog sig rollen som direktør for turneringen i Madrid uden overhovedet at vente på karrierens afslutning, ligesom Tommy Haas, der i 2017 overtog roret for Indian Wells.
Ekspertisen hos en tv-konsulent
Blandt dem, der vælger at blive i tennisuniverset uden nødvendigvis at trække trænerdragten på, er der mange tidligere professionelle, som vender sig mod
medierne. At blive tv-konsulent er en naturlig overgang: med mikrofon i hånden i stedet for ketsjer fortsætter de med at færdes på de største turneringer, denne gang fra studierne eller ved sidelinjen.
Med deres erfaring fra topniveauet giver de tv-stationerne værdifuld teknisk ekspertise og et indblik indefra i spillernes strategier, slag og mentale spil.
For tv-kanalerne er disse tidligere stjerner en klar merværdi, i stand til at afkode spillets finesser og berige oplevelsen for seerne.
Podcastens fremmarch
Mens flertallet skifter spor til coachgerningen eller tv-konsulentrollen, kaster nogle sig over en helt anden øvelse: podcasts.
Som Andy Roddick med sin podcast Served eller kvartetten bestående af Steve Johnson, John Isner, Sam Querrey og Jack Sock i Nothing Major. De taler om tennisaktualitet i deres helt eget tempo. De fire amerikanske venner har stærke kort på hånden: tenniserfaring fra tidligere professionelle kombineret med en hyggelig atmosfære, hvor lytteren kan få følelsen af at sidde på en bar og tale med sine venner.
Et stort økonomisk potentiale
Podcastformatet gør det muligt at forblive knyttet til tennisverdenen trods pensionen og frit dele sin erfaring og sine meninger. Da spilleren selv står for værtsrollen, er han eller hun fri i sin tale og uden ydre begrænsninger.
Det giver også mulighed for at udvikle iværksætteregenskaber, eftersom spilleren som ejer af sin podcast er ansvarlig for udviklingen af projektet, som skal drives godt, hvis det skal være bæredygtigt.
Mens man stadig befinder sig i tennisverdenen, giver formatet dermed nye udfordringer med en vis uafhængighed på en legende måde og i eget tempo. Det står i kontrast til jobbet som konsulent for en tv-station, hvor friheden i udtrykket ikke nødvendigvis er lige så stor som i ens egen podcast.
På den finansielle side kan podcasten være en interessant indtægtskilde: takket være produktplaceringer kan de vise sig at være meget rentable. Formatet er i dag meget eftertragtet af brands, som ikke tøver med at sponsorere visse udsendelser for at øge deres synlighed.
Fra tennis til politik: Marat Safin som eksempel
Historien om Marat Safin illustrerer perfekt disse overraskende forløb. Den nuværende træner for Andrey Rublev og tidligere verdensetter valgte i flere år at bryde fuldstændigt med tennisverdenen.
I 2011, blot to år efter at have lagt ketsjeren på hylden som professionel, kastede han sig ud i en uventet politisk karriere og blev valgt ind i det russiske parlament for regeringspartiet Forenet Rusland.
At bruge sin tennis-erfaring i sit nye liv
For Safin var denne omstilling langt fra et spring ud i det ukendte. Tværtimod så han slående ligheder med sit tidligere erhverv. Han erklærede dengang: « Alt, hvad jeg har lært i tennis, har jeg forsøgt at overføre til mit andet liv efter sporten. Tennis og politik har det til fælles, at man skal vide, hvem der er ens venner, og hvem der er ens fjender.
I politik som i tennis skal man leve i nuet og være meget sikker på sig selv. For mig var det ikke svært, især fordi jeg, omgivet af folk over 60 år, var den smukkeste. »
Denne politiske parentes slutte i 2016, samme år som hans indlemmelse i International Tennis Hall of Fame. Safin forklarede dengang, at denne nye status indebar en repræsentativ rolle, som han ønskede at påtage sig fuldt ud, og begrundede dermed sin beslutning om at opgive mandatet som deputeret for at vende tilbage til tennis.
En tilbagevenden til rødderne, som nogle år senere skulle føre ham til bænken hos Andrey Rublev som træner og dermed lukke cirklen for en omstilling lige så atypisk, som den var kort.
Yannick Noah: fra ketsjer til mikrofon
Hvis Marat Safin overraskede ved at bytte tennis ud med politik, er Yannick Noah uden tvivl indbegrebet af en af de mest spektakulære og mest vellykkede omstillinger i den lille gule bolds verden. Vinder af Roland-Garros i 1983 og en af de mest markante skikkelser i fransk tennis, ventede Noah ikke til slutningen af sin karriere med at udforske en anden passion: musikken.
Allerede i 1990, mens han stadig var aktiv på banerne, begyndte han at indspille sine første numre. Men det er først efter hans sportslige pension i 1996, at musikkarrieren for alvor tager fart. Med sit første album Black & What, der udkom i 1991, og især Urban Tribu i 1993, etablerer Noah sin unikke stil, hvor han blander reggae, pop og afrikanske påvirkninger.
En anden karriere lige så strålende som den første
Succesen udebliver ikke – langt fra. Hans album sælger i millionoplag i Frankrig. Noah fylder landets største koncertsale og optræder endda på Stade de France foran titusinder af tilskuere. En præstation, som få omstillinger kan prale af: at gå fra status som sportsstjerne til stjerne i den franske musikverden.
Det, der gør Noahs rejse så bemærkelsesværdig, er hans evne til at udmærke sig inden for to så forskellige områder. Franskmanden kunne bygge på den popularitet, han havde opnået som tennisspiller, og siden på sit talent som sanger for at forankre denne karriere.
I dag er Yannick Noah for mange franskmænd lige så meget – hvis ikke mere – sangeren med dreadlocks, der får publikum til at vibrere, som den tidligere tennisspiller, der fik Roland-Garros til at græde af glæde i 1983.
Én ting er sikker: med sin musikalske virksomhed, sin rolle som kaptajn for det franske Davis Cup-hold og sit velgørenhedsarbejde har Noah formået at skabe et liv efter tennissen, der er lige så rigt og inspirerende som hans spillerkarriere. Et bevis på, at det nogle gange kan være det bedste valg at træde helt uden for den sædvanlige ramme.
Et liv efter livet
Afslutningen på en professionel tenniskarriere kan vise sig at være svær. En følelse af tomhed kan melde sig, fordi hverdagen ændrer sig drastisk fra den ene dag til den anden. For at håndtere denne overgang må man være forberedt og have klare projekter.
Uanset om de vælger at blive så tæt som muligt på banerne eller fjerne sig radikalt fra dem, viser tennisspillerne, at en sportskarriere ikke er en endestation, men snarere et springbræt til nye eventyr.
Fra trænerbænkene til tv-studierne, fra parlamentssale til koncertscener vidner disse omstillinger om en ofte overset virkelighed: bag mesteren gemmer der sig en personlighed med mange facetter.
Det, der går igen i disse forløb, er, at de kvaliteter, der er udviklet på banen – beslutsomhed, stresshåndtering, omstillingsevne, disciplin – viser sig at være værdifulde aktiver på ethvert område.
Marat Safin havde forstået det godt, da han sammenlignede tennis og politik. Yannick Noah har demonstreret det ved at overføre sit karisma og sin energi fra banen til musikscenen.
Sportslig pension: starten på en ny kamp
Men ud over de individuelle succeser rejser disse omstillinger et bredere spørgsmål: hvordan man bedst støtter disse topatleter i denne afgørende overgang?
For mens nogle trives naturligt i deres andet liv, har andre svært ved at finde deres vej efter at have levet udelukkende for og gennem sporten siden de var helt unge. Mellem dem, der nytænker med podcasts, dem, der videregiver deres viden som trænere, og dem, der tør det uventede, minder hver historie os om, at der ikke findes én enkelt måde at lykkes med sin omstilling på.
Én ting står fast: afslutningen på en tennisspillers karriere er aldrig et punktum, men snarere begyndelsen på en ny kamp. Det er op til dem at finde den vindende strategi for at vinde den – og have det sjovt undervejs.
Davis Cup: mellem reformer, kritik og national kultur 
Når tennisstjerner skifter bane: fra Noah som sanger til Safin som deputeret – en anden kamp, nemlig omstillingen 
Som laboratorium for morgendagens tennis – har Masters Next Gen en fremtid? 
Tennis: de ukendte sandheder om mellemsæsonen – mellem hvile, stress og fysisk overlevelse