Davis Cup: mellem reformer, kritik og national kultur
Davis Cup, den mytiske tennisturnering skabt i 1900, modsatte i de første fire år af sin eksistens kun USA og Storbritannien. Den åbnede sig gradvist for andre nationer, først Belgien, Frankrig, Østrig-Ungarn og Australasien (Australien og New Zealands fælles hold).
Den har gennemgået forskellige udviklinger over tid, med indførelsen af en World Group i 1980’erne og en åbning i dag til 159 nationer.
Fra 2010’erne og frem oplevede turneringen desværre store rystelser. Den bliver i stigende grad fravalgt af topspillerne, som ikke længere tøver med at springe den over for at prioritere deres singlekarriere i et allerede meget tæt pakket program.
En reform, der skaber stor debat
Forskellige reformforslag dukkede op, indtil det nye format i 2019: farvel til femsætskampe og indførelsen af en slutrunde på neutral bane sidst på året over én uge.
Denne reform har dog langt fra vundet gehør hos alle i tennisverdenen, især ikke i lande med en stærk historik i denne turnering.
Yannick Noah, kaptajn for Frankrigs Davis Cup-hold i 2018, da reformen netop var blevet vedtaget, udtalte: "Denne ændring er alt for radikal og vil efter min mening slå sjælen og selve essensen i Davis Cup ihjel.
"Det er pengene, der bestemmer"
For mig bliver det lidt et cirkus. Lederne var nødt til at træffe en radikal beslutning, fordi nogle spillere har glemt Davis Cups historie. Når vores nr. 1 siger, at Davis Cup er hans prioritet, er det den ånd, der kunne have gjort det muligt at bevare turneringen, som den var.
Fra det øjeblik nogle spillere foretrækker at spille opvisningskampe eller turneringer med højere indtjening, er det deres valg. Davis Cup betaler prisen. Det er pengene, der bestemmer." Men selv om alle disse ændringer gør ondt på langt de fleste aktører i tennisverdenen, lever Davis Cup-kulturen videre – både gennem de gode minder hos tidligere spillere og gennem lysten til at videreføre kærligheden til denne holdturnering, som er så speciel i en individuel sport.
DAVIS CUP SOM KILDE TIL NATIONAL STOLTHED
For en elitesportsudøver er det meget ofte en stor ære at repræsentere sit land. I tennis handler det også om at indfri de forventninger, som forbundet har sat til en.
En spiller kan også hæve sit niveau i Davis Cup, fordi han føler en form for moralsk gæld over for sit land.
Allerede i de første år har mange fået konkret støtte fra deres forbund: økonomisk hjælp til rejser på juniortouren, adgang til moderne faciliteter, landstrænere, træningslejre, lægelig opbakning… Alt dette udgør en stor investering, der har bidraget til at gøre dem til professionelle spillere.
Til gengæld bliver Davis Cup et privilegeret øjeblik til at give noget tilbage til den nation, der har båret dem. For nogle er det at spille i landets farver en måde at ære deres rejse på, takke dem, der troede på dem, og forsvare et system, som gav dem midlerne til at nå topniveau.
En holdånd i en individuel sport
Davis Cup giver følelser, som en spiller ikke kan finde i de almindelige turneringer. John Millman, der ellers slog Roger Federer i US Open i 2018 for at nå kvartfinalen og møde Novak Djokovic, foretrak at fremhæve sine Davis Cup-minder som de bedste øjeblikke i sin karriere.
I januar 2025 udtalte han i et eksklusivt interview med TennisTemple: "Selv om det var et virkelig specielt minde at slå Roger i fjerde runde ved US Open 2018, er de mest specielle øjeblikke for mig faktisk dem, hvor jeg har kunnet repræsentere mit land. Jeg har været så heldig at deltage i to Olympiske Lege, i Rio og Tokyo. Jeg elsker de øjeblikke og også Davis Cup.
"Jeg foretrak øjeblikkene, hvor jeg repræsenterede mit land"
Jeg var meget beæret og glad for at være en del af dette hold. At have et idol som Lleyton Hewitt som kaptajn var ekstremt specielt for mig. Og du skaber virkelig bånd til de andre australske tennisspillere i de uger. For mig er de mest specielle øjeblikke måske dem, hvor jeg har kunnet repræsentere landet, men det er klart, at sejren over Roger ved US Open var en kæmpe præstation, for han er en af de største spillere gennem tiderne, på en så vigtig scene. Det var et spændende øjeblik for mig, men jeg foretrak kampene, hvor jeg repræsenterede mit land.
Og jeg tror, det er unikt at være australsk tennisspiller – man læner sig virkelig op ad relationerne med de andre australske spillere. Som jeg allerede har sagt, tilbringer man så meget tid væk fra hjemmet, at man kommer meget tæt på dem. Derfor ender man på et hold med spillere, som man har knyttet meget tætte bånd til."
"Davis Cup betyder alt for mig"
Som Millman understreger, har Davis Cup en helt særlig plads i australiernes hjerter. Alex de Minaur er også særligt glad for denne turnering; han har tallet 109 tatoveret over sin venstre brystmuskel. Et tal, der har en helt særlig betydning for ham, da han er den 109. australier, der repræsenterer sit land i Davis Cup. I 2019 udtalte han til L’Équipe: "Det er den eneste tatovering, jeg nogensinde vil få. Davis Cup betyder alt for mig, så jeg fik den lavet lige over hjertet."
Med en befolkning på omkring 27 millioner indbyggere har Australien vundet Davis Cup 28 gange. Det er et land, der har fostret mange store tennisspillere, som Rod Laver, Roy Emerson og mere nyligt Lleyton Hewitt.
De australske spillere har ofte særlig stærke bånd imellem sig, og det skyldes i høj grad landets geografi, som Millman har forklaret. Australien er isoleret fra resten af tennisverdenen, og stort set alle de store turneringer spilles mange timers flyvning hjemmefra.
Allerede i juniorklasserne rejser de sammen, deler de samme endeløse flyture, de samme lange turnéer langt væk og de samme tilpasningsperioder. Denne situation skaber naturligt en solidaritet: de slår sig sammen, støtter hinanden og danner en tæt kerne for at håndtere det at være så langt hjemmefra. Denne kammeratskab skaber en egentlig gruppementalitet, som genfindes i Davis Cup, hvor australierne ofte giver indtryk af at være mere end bare et hold.
Den franske arv over for reformen
I Frankrig er kulturen omkring Davis Cup også meget stærk. Spillerne er vant til at spille på hold, især gennem holdturneringerne i klubregi. Titlen i Melbourne i 2001 mod Australien med Lleyton Hewitt står stadig klart i hukommelsen hos mange tenniselskende franskmænd. Arnaud Clément, medlem af holdet dengang, udtalte: "Aftenen i Melbourne efter vores sejr i 2001 vil forblive den smukkeste i mit sportsliv".
Reformen af Davis Cup, der blev vedtaget i 2018, var også genstand for omfattende kritik på det tidspunkt.
Alligevel støttede den daværende formand for det franske tennisforbund, Bernard Giudicelli, reformen. For ham er der ingen vej tilbage, og det nuværende format er en succes.
STEVE DARCIS, DAVIS CUP-HELT: DA FLAGET MANGEDOBLEDE HANS TENNIS
Steve Darcis, nuværende kaptajn for Belgiens Davis Cup-hold, gjorde sig bemærket i sin singlekarriere med sin sejr over Rafael Nadal i Wimbledon i 2013, men også med sine præstationer i Davis Cup. Beligeren havde en særlig kærlighed til turneringen i sin karriere, hvor kampene stadig blev spillet i hjemme-/udebane-formatet.
Darcis som afgørende i de altafgørende opgør
Det, han særligt holdt af, var den afgørende kamp ved 2-2, hvor begge holds anden-singlespillere mødtes for at give deres hold det sidste, sejrsgivende point. Indtil sit nederlag mod Lucas Pouille ved Frankrigs triumf i 2017 havde han en statistik på 5-0 i disse afgørende kampe.
Alt i alt vandt han 22 kampe og tabte 12. Hans smukkeste sejr er sandsynligvis mod Alexander Zverev i 2017 på indendørsbanerne i Frankfurt. Beligeren sejrede 2-6, 6-4, 6-4, 7-6 og bidrog i høj grad til Belgiens eventyr, der endte i finalen det år.
Kulturen omkring Davis Cup
Efter at have slået Zverev, der lå nummer 22 i verden på det tidspunkt, understregede Darcis det særlige ved Davis Cup: "Den store forskel var, at vi havde et hold, mens Tyskland havde individualister.
Det er rigtigt, at erfaringen hjalp mig meget. Alexander Zverev vil en dag blive en Top 5-spiller, men han skal stadig lære, hvad det vil sige at spille Davis Cup."
Et nyt format, som han ikke tøver med at kritisere
Som nuværende kaptajn for Belgiens hold videregiver Darcis nu denne holdkultur til sine spillere, selv om han er stærkt utilfreds med det nuværende Davis Cup-format og ikke har lagt skjul på sin kritik under en pressekonference ved Final 8 i 2025.
"For mig findes Davis Cup ikke rigtig længere, jeg synes, formatet er virkelig ulækkert."
ÅNDEN I EN EVIG TURNERING
Ud over de seneste kontroverser og de forandringer, der har rystet dens identitet, forbliver Davis Cup en helt særlig turnering i tennislandskabet. Den hviler på en mere end hundrede år lang historie, på generationer af spillere, der er vokset op med drømmen om at forsvare deres farver, og på følelser, som den individuelle tour aldrig fuldt ud kan genskabe.
Uanset om det handler om følelsen af at give noget tilbage til sit land, holdets styrke i en individuel sport eller det nærmest broderlige bånd, som visse nationer – som Australien – formår at skabe, bliver Davis Cup ved med at frembringe unikke øjeblikke. Bedrifterne fra spillere som Steve Darcis, Alex de Minaur eller de franske helte fra Melbourne 2001 vidner om denne flamme, der stadig brænder, selv om formatet udvikler sig.
Så længe spillere fortsætter med at betragte trøjen som en ære og et ansvar, og så længe tilskuerne genfinder sig selv i disse nationale opgør, vil Davis Cups ånd overleve. Måske har den skiftet ansigt, men den har sandsynligvis ikke helt mistet sin sjæl.
Davis Cup: mellem reformer, kritik og national kultur 
Det paradoks, der splitter tennissen: mellem udmattede spillere, en mættet kalender og eksploderende antal opvisninger 
Uddannelse af fremtidens mestre: fokus på det franske offentlige systems tilbagegang over for private akademier 
Truer padel tennissen? Indblik i revolutionen, der ryster den etablerede orden