Mere end en kamp: lønforskellene mellem kvinder og mænd i tennis
Debatten om ligeløn i præmiepenge mellem mænd og kvinder har raset i mange år. Tennis bliver ofte fremhævet som et eksempel på fremskridt, idet nogle professionelle turneringer har indført identiske præmiesummer til kvindelige og mandlige spillere.
Alligevel er denne lighed hverken total eller ensartet på tværs af turneringer og niveauer. Tennis giver dermed et interessant grundlag for at analysere de fremskridt, der er gjort, men også de uligheder, der fortsat består mellem mænd og kvinder, når det gælder aflønning.
EN HISTORISK KAMP DELVIST VUNDET
I 2005 kæmpede Williams-søstrene side om side med Billie Jean King Cup for at kræve ligeløn mellem mænd og kvinder i tennis. To år senere, i 2007, fik de deres første store sejr: Wimbledon og Roland-Garros annoncerede, at de ville tilbyde samme præmiesummer til mænd og kvinder.
De to andre Grand Slams, US Open og Australian Open, havde allerede indført denne ligeløn langt tidligere, henholdsvis i 1973 og 2001. 18 år senere synes dette princip om lighed at være fuldt integreret på det højeste niveau: De fire Grand Slam-turneringer aflønner deres mandlige og kvindelige mestre identisk.
Vedvarende uligheder i ATP- og WTA-turneringer
Så snart man bevæger sig væk fra rampelyset i de store mesterskaber, bliver virkeligheden dog mere nuanceret. På ATP- og WTA-touren består forskellene i præmiesummer i langt de fleste turneringer. I Rom, Indian Wells eller Madrid nærmer præmiepengene sig gradvist hinanden, men i turneringer i de lavere kategorier er forskellene stadig ofte betydelige.
I 2024 tjener en spiller i top 100 på verdensranglisten i gennemsnit markant mere end en kvindelig spiller med samme placering. Denne forskel genopliver jævnligt debatten: Kan tennissporten med rette kalde sig verdens mest ligestillede sport, når sådanne forskelle består? Mellem økonomiske argumenter, sportslige hensyn og kampen for retfærdighed er spørgsmålet om ligeløn i tennis mere aktuelt end nogensinde.
EN KONTROVERS DER FORTSÆTTER
År efter år fortsætter debatten om lighed i præmiepenge i tennis. Tilhængere af fuldstændig lighed fremfører argumenter, som er svære at bestride: Kvinder yder det samme arbejde, træner med samme intensitet og skaber en sammenlignelig medieeksponering, hvilket de rekordhøje seertal til kvindernes Grand Slam-finaler vidner om.
For dem bør princippet om sportslig retfærdighed veje tungere end alle andre hensyn. Omvendt bliver der fra visse modstandere fortsat henvist til forskellen i format, især i Grand Slam, hvor mænd spiller bedst af fem sæt mod bedst af tre hos kvinderne, hvilket skulle repræsentere en større fysisk indsats og længere spilletid. De påpeger også, at tv-seertallet varierer fra turnering til turnering, og at de indtægter, der genereres af herrernes tour, samlet set stadig er højere, hvilket efter deres mening retfærdiggør forskellige præmiesummer.
Forskellige holdninger blandt spillerne
Spillerne selv deltager regelmæssigt i debatten: mens nogle som Serena Williams eller Iga Swiatek taler kraftigt for fuldstændig lighed, har visse mandlige spillere – som i tidligere udtalelser fra Novak Djokovic eller Gilles Simon – forsvaret en aflønning proportional med de indtægter, de genererer.
I 2012 udtalte franskmanden til France Info: « Man taler ofte om lighed i lønninger. Jeg mener ikke, det er noget, der fungerer i sport. Vi er de eneste, der praktiserer lighed i præmiepengene, selv om vi leverer et mere attraktivt show. »
I 2016 tilføjede Djokovic: « Statistikkerne viser, at der er flere tilskuere til herrekampene i tennis. Jeg mener, det er en af grundene til, at vi burde tjene mere. »
« Vi spiller to gange mindre end dem »
Alizé Cornet havde på sin side en mere moderat holdning, især hvad angår løn i Grand Slam: « Det er ikke normalt, at vi bliver betalt som drengene i Grand Slam, når vi spiller to gange mindre end dem. Jeg kan godt forstå, at det irriterer dem. Det ville være bedre, hvis vi fik lige så meget som dem i de øvrige turneringer, hvor vi alle spiller bedst af tre sæt. »
Disse interne uenigheder, som langt fra er forsvundet, illustrerer kompleksiteten i en debat, hvor økonomiske, sportslige og ideologiske hensyn flettes sammen.
HINDRINGER FOR FULD LIGHED
At lighed i præmiepenge mellem kønnene endnu ikke er fuldt ud realiseret, skyldes især de økonomiske realiteter. I dag er turneringsgevinsterne i høj grad knyttet til sponsorer, som udgør størstedelen af en turnerings budget.
Over for denne begrænsning fremstår kombinerede turneringer – som samtidig huser herrer- og dameturneringer, som i Indian Wells eller Miami – som en lovende løsning.
Mixturneringer som mulig løsning
De gør det muligt at dele omkostningerne til afvikling, tiltrække større sponsorer og tilbyde publikum en mere omfattende oplevelse. Denne model har dog også ulemper: større logistisk kompleksitet, risiko for at kvindekampene bliver henvist til sidebaner eller for meget forskellige tilskuertal på de største baner afhængigt af programmet – og frem for alt er det svært at generalisere denne formel til hele kalenderen.
De adskilte turneringer, som er i flertal på touren, bevarer deres driftsmæssige autonomi, men fastholder forskellene i præmiesummer. Mellem idealet om lighed og de økonomiske begrænsninger søger tennis stadig efter sin balance.
Mændenes dominans hos sponsorerne
Når det gælder sponsorer, er mændene endnu en gang begunstiget. Blandt de 10 højest betalte spillere ifølge Sportico er der kun 4 kvinder. De to første pladser indtages af Carlos Alcaraz og Jannik Sinner. Fra august 2024 til august 2025 tjente italieneren omkring 25 millioner dollars på sponsoraftaler, mens spanieren nåede op på 36 millioner.
Den højest placerede kvinde er Coco Gauff som nummer 3, med 23 millioner dollars tjent på reklamekontrakter.
FREMTIDSPERSPEKTIVER
Over for disse vedvarende blokeringer er der dukket flere udviklingsspor op for at fremskynde bevægelsen mod ligeløn. Ideen om en samling af ATP- og WTA-tourene, som har været nævnt i årevis, dukker igen op som en radikal løsning: Ved at fusionere de to styrende organer kunne tennissporten indføre fælles standarder for aflønning og i højere grad samle sine ressourcer.
Organisatorisk kompleksitet trods gode intentioner
Perspektivet, selv om det er ambitiøst, støder på stærke særinteresser og en betydelig institutionel træghed på grund af den organisatoriske omvæltning, en sådan reform ville indebære.
Mere konkret kunne afprøvning af nye formater også ændre spillereglerne: Nogle foreslår at harmonisere kampene ved at indføre bedst af tre sæt for alle i Grand Slam, eller omvendt bedst af fem for alle – et forslag, der ville sætte en stopper for debatten om spillets varighed og dermed spørgsmålet om arbejdstid.
Men det er måske det voksende pres fra sponsorer og den offentlige opinion, der er det mest effektive middel. De store brands, som er optaget af deres image, når det gælder ligestilling mellem kønnene, kunne i stigende grad knytte deres partnerskaber til konkrete forpligtelser om lighed i præmiepenge.
Samtidig forstærker de sociale medier enhver polemik om lønforskelle og tvinger undertiden turneringsarrangørerne til at forklare deres valg. Denne dobbelte begrænsning – økonomisk og omdømmemæssig – kan i sidste ende vise sig mere afgørende end principielle taler, når det gælder om at fremme ligestillingen i verdens tennissport.
Tennis gør fremskridt, men der er stadig lang vej igen
Tennis legemliggør i dag de indre spændinger i en sport, der uden tvivl er en pioner inden for ligestilling, men som endnu ikke formår at udbrede sine fremskridt til hele sit økosystem. Selv om de symbolske sejre i Wimbledon og Roland-Garros i 2007 eller Williams-søstrenes modige holdninger har skrevet historie, må de ikke skygge for en mere nuanceret virkelighed: Ligheden i præmiepenge er stadig i høj grad begrænset til Grand Slams’ udstillingsvinduer, mens ATP- og WTA-tourene opretholder til tider betydelige forskelle.
Mellem meget konkrete økonomiske begrænsninger og vedvarende ideologiske modstande tegner vejen mod fuld lighed sig stadig lang. Ikke desto mindre findes der redskaber: øget mediepres, stigende krav fra sponsorerne og ændrede holdninger i befolkningen. I en sportsverden, hvor ulighederne mellem mænd og kvinder fortsat er markante, har tennis en historisk mulighed for at gå forrest. Men det kræver, at sporten virkelig beslutter sig for at tage skridtet fuldt ud.
Mere end en kamp: lønforskellene mellem kvinder og mænd i tennis 
At skifte træner eller genopfinde sig selv: intersæsonen som tidspunktet for de store valg 
Rafa Nadal Academy: en model af ekspertise og professionalisme for tennisstjernerne i morgen 
Davis Cup: mellem reformer, kritik og national kultur