At skifte træner eller genopfinde sig selv: intersæsonen som tidspunktet for de store valg
Hver slutning på en sæson åbner et diskret, men afgørende projekt: de strategiske valg. Intersæsonen, denne korte parentes i en tætpakket kalender, bliver det eneste tidspunkt, hvor spillerne kan analysere deres år, vurdere deres omgivelser og justere deres setup.
Nogle vælger at bryde en nedadgående spiral, andre foretrækker at bevare fundamentet og tilføje friskhed eller modernisere deres metoder. I en tennisverden, der er mere krævende end nogensinde, er evnen til at omorganisere sig midt i intersæsonen blevet nødvendig.
HVORFOR SKIFTE TRÆNER I INTERSÆSONEN?
Med omkring seks ugers pause før starten på den nye sæson skal spillerne finde den rette balance mellem restitution, opvisningskampe og grundtræning. Denne periode er også afsat til fysisk opbygning samt udvikling af nye tekniske og taktiske fokusområder.
Det er netop disse sidste elementer, der kan vise sig afgørende i forberedelsen, hvad enten det handler om at overraske modstanderne, udvikle et specifikt spilleområde eller anlægge en ny mental tilgang.
I en kontekst, hvor ATP- og WTA-kalenderne er mere tætpakkede end nogensinde, er vinduet til at foretage dybtgående ændringer ekstremt begrænset. Og at skifte træner midt i sæsonen viser sig ofte at være et vanskeligt – og nogle gange kontraproduktivt – valg.
Intersæsonen fremstår derfor som den perfekte mulighed for spillerne til enten at rydde op i deres stab eller styrke den. I december kan de arbejde uden det umiddelbare resultatpres, lægge fundamentet for et nyt projekt og tage hul på en komplet fysisk og teknisk opbygningscyklus.
Åbenlyse sportslige årsager
Ved afslutningen på en elleve måneder lang sæson gennemgår spillere deres år i detaljer. Ranglisten lyver aldrig: stagnation, tilbagegang eller manglende evne til at tage det næste skridt er nok til at skabe tvivl. Tidlige exit, skuffelser i de store turneringer og nederlag mod de samme typer modstandere er signaler, der får dem til at søge et nyt blik.
I denne sammenhæng er det logisk, at træneren, omdrejningspunktet for det sportslige projekt, bliver sat til diskussion. Fænomenet bliver forstærket af tennisspillets udvikling: højere fysisk intensitet, hurtigere tilpasning til underlagene, og nødvendigheden af at have afgørende våben for at kunne konkurrere med de bedste.
Nogle spillere føler derfor, at de har nået et teknisk eller taktisk loft med deres nuværende stab.
Frances Tiafoe illustrerer denne logik perfekt. I oktober 2025, op til intersæsonen, vælger amerikaneren at gå fra David Witt.
Trods en kvartfinale ved Roland-Garros var hans ambitioner højere for sæsonen som helhed. "Jeg ville starte på en frisk, komme ud af min komfortzone," forklarede han og stod ved ønsket om et brud, før han tog hul på en ny cyklus.Skiftet kan også skyldes menneskelige faktorer. Forholdet mellem en spiller og hans/hendes træner er et af de mest intense i sport: rejser, daglig træning, konstant pres, håndtering af højdepunkter og kriser. Over tid kan denne tætte relation blive slidt.
En stemme, der ikke går lige så godt igennem som før, en tillid, der smuldrer, eller en rutine, der sætter sig fast, kan være nok til at svække et makkerskab.
Intersæsonen giver et værdifuldt pusterum. Uden officielle turneringer har spillerne den nødvendige tid til at analysere dynamikken i deres setup. Det er ofte i denne parentes, at det står klart: relationen fungerer ikke længere som før.
Når behovet for fornyelse bliver for stort, bliver intersæsonen det ideelle tidspunkt at starte forfra. Det er her, de mest markante brud finder sted – dem, der omdefinerer et sportsligt projekt og nogle gange en hel karriere.
DE STØRSTE ÆNDRINGER FORETAGET I INTERSÆSONEN
I tennissportens nyere historie har visse intersæsoner markeret et sandt vendepunkt i karrieren for topnavne.
Det er ofte i denne overgangsperiode, langt fra turneringspresset, at de mest afgørende valg bliver truffet: ny træner, ny metode eller en ændret spillestil og filosofi.
Djokovic–Becker, et mere end vellykket sats
I 2013, en uge før jul, slår Novak Djokovic en kæmpe bølge i gang ved at annoncere Boris Becker som sin nye cheftræner. Nyheden overrasker hele touren: tyskeren, seksdobbel vinder af Grand Slam-turneringer, har aldrig trænet på allerhøjeste niveau.
Djokovic er dog krystalklar: "Boris bliver træner nr. 1." Becker overtager dermed styringen foran Marian Vajda, hans historiske mentor, som forbliver i staben, men får en mere tilbagetrukket rolle.
På dette tidspunkt kommer serberen ud af en frustrerende sæson: Nadal tager pladsen som verdensetter og slår ham ved Roland-Garros og i finalen ved US Open, og Andy Murray besejrer ham i Wimbledon-finalen. Djokovic føler behovet for et udefrakommende blik, en ny stemme, der kan skubbe ham mentalt i de afgørende øjeblikke.
Satsningen viser sig at være en fuldtræffer. Mellem 2014 og 2016 dominerer serberen touren: seks Grand Slam-titler, fjorten Masters 1000-titler og to sæsoner afsluttet som verdensetter. Han fuldender også karriere-Grand Slam i 2016 ved at vinde Roland-Garros.
Intersæsonen 2013 står tilbage som et afgørende vendepunkt i hans karriere – tidspunktet, hvor Djokovic valgte den absolutte konsekvens og kompromisløshed. Med Becker omdefinerer han sit forhold til pres og går ind i en af de mest imponerende dominansperioder i moderne tennishistorie.
Med Lendl trådte Murray ind i de helt stores klub
I december 2011 tager Andy Murray også et skelsættende skridt. Efter en solid, men præget af forspildte chancer, sæson ved han, at han mangler ét trin for at tilhøre de allerstørste. Han henvender sig til Ivan Lendl, tidligere verdensetter og vinder af otte Grand Slam-titler, hvis karriereforløb minder om hans eget: flere tabte finaler før gennembruddet.
Resultatet lader ikke vente på sig. Under Lendls indflydelse bliver Murray mere aggressiv, mere stabil – og frem for alt mentalt stærkere. I 2012 vinder han OL-guld og sin første Grand Slam ved US Open, inden han triumferer i Wimbledon i 2013.
Intersæsonen 2011 er således det tidspunkt, hvor han giver sig selv midlerne til varigt at blive en del af den eksklusive kreds af spillere, der kan slå Federer, Nadal eller Djokovic.
Cahill sendte Halep helt til tops
I vinteren 2015 vælger Simona Halep at betro sit sportslige fremtidsperspektiv til Darren Cahill, en respekteret skikkelse på touren og en skarp strateg. Rumæneren søger et setup, der kan hjælpe hende med at udvikle sit spil.
Under Cahills ledelse bliver Halep mere aggressiv, mere mobil og taktisk klarere. Den australske træner, der tidligt havde set hele hendes potentiale, hjælper hende til at indtage førstepladsen på verdensranglisten i 2017 og til at vinde sin første Grand Slam-titel ved Roland-Garros i 2018.
Hvis nogle intersæsoner skaber historiske duoer, der forvandler en karriere, viser andre, at trænereksiftet forbliver et sats – nogle gange et risikabelt et. Uforenelige tilgange, for høje forventninger, svigtende resultater: visse valg, der skulle genstarte en dynamik, ender i stedet med at svække den.
INTERSÆSONENS TABTE SATS
For at se nogle af de fiaskoer, der er blevet sat i gang i intersæsonen, skal man blot rulle tiden tilbage til 2024.
Mens Jannik Sinner har sat sig på toppen af ranglisten, leder den 37-årige Novak Djokovic efter løsninger til at genvinde overtaget på italieneren – og på Carlos Alcaraz – allerede i den efterfølgende sæson.
I november overrasker serberen alle: han annoncerer, at Andy Murray, netop pensioneret, bliver hans nye træner. Ideen skaber enorme overskrifter: to tidligere rivaler samlet i et fælles projekt, en teknisk forståelse opbygget gennem deres dueller og håbet om, at et helt nyt blik kan genantænde Djokovic. Men Murray har aldrig været træner før, og forventningerne eksploderer hurtigt.
Virkeligheden indhenter hurtigt duoen. Fem måneder senere er samarbejdet slut efter en række skuffende resultater: opgivelse i semifinalen ved Australian Open, tidlige exit i Doha, Indian Wells, Monte-Carlo og Madrid. Kun finalen i Miami pynter lidt på balancen.
Murray opsummerer selv dette mislykkede forsøg: "Jeg er glad for, at jeg gjorde det – jeg var fuldt investeret. Men jeg er skuffet over ikke at have opnået de resultater, jeg havde håbet på for ham."
Rybakina – Ivanisevic, et lynhurtigt brud
På damesiden beslutter Elena Rybakina, Wimbledon-vinder i 2022, at starte helt forfra efter en svær 2024-sæson. Hun går fra Stefano Vukov, som er blevet svækket af chikaneanklager, og satser på et stort navn for at genstarte sin karriere: Goran Ivanisevic, tidligere stjernespiller og nu elitet træner efter fem succesrige år ved Novak Djokovics side.
Satsningen vækker øjeblikkeligt entusiasme: med hendes power og serveevner forestiller mange sig, at Rybakina igen bliver en af de største Grand Slam-favoritter. Nogle, som Alex Corretja, ser hende endda som mulig årsslutter som nr. 1.
Men idyllen brister hurtigt. Knapt to måneder efter samarbejdets begyndelse afslutter kasakhstanske Rybakina og kroaten deres partnerskab. Ivanisevic henviser nøgternt til forhold uden for banen og umuligheden af at fortsætte under omstændigheder, han ikke havde kontrol over:
"Der er ting, der er sket uden for banen. Jeg havde ingen kontrol over dem. På et tidspunkt forstod jeg, at den bedste beslutning var at gå. Jeg ville ikke blandes ind i alt det."I en sport, hvor man nogle gange skifter træner hurtigere end ketsjer, vælger nogle en anden strategi: at beholde deres cheftræner, men justere alt omkring ham/hende. Det handler ikke længere om at vælte hele strukturen, men om at optimere en ramme, der allerede fungerer, og gøre den mere effektiv og holdbar.
Ofte er diagnosen enkel: den centrale relation er fortsat stærk, men har brug for fornyelse. Efter flere års samarbejde føler selv de mest succesfulde duoer behovet for at tilføje ekstra ekspertise, dele det mentale ansvar eller få et udefrakommende blik.
Uden turneringer og med reel tid til eftertanke bliver intersæsonen det ideelle tidspunkt til at finjustere organisationen i stedet for at bygge den op fra nul. En tilgang, der tiltaler flere og flere topspillere, som ønsker at bevare kontinuitet og samtidig tilføre friskhed.
"At have en anden stemme er afgørende"
I 2024 bruger Carlos Alcaraz intersæsonen til at tilpasse sin teamstruktur. Uden at røre ved sin nøglefigur, Juan Carlos Ferrero, tilføjer han en anden stemme: Samuel López. Denne forklarer logikken bag denne nye fordeling af rollerne:
"Årene sammen, rejserne og spændingerne hober sig op. Mange af ansvaret hviler på træneren. At have en anden stemme er afgørende: det er en ny person, der kan tilføre friskhed."
Et valg, der giver pote. I 2025 leverer Alcaraz en exceptionel sæson (verdensetter, to Grand Slam-titler, otte titler i alt), båret af en afbalanceret organisation: López tager over, når Ferrero har brug for en pause, hvorefter duoen genforenes til de store begivenheder.
Men strategien er ikke ny. I 2013 havde Roger Federer allerede indført denne model ved at integrere Stefan Edberg ved siden af Severin Lüthi. "Vi kommer virkelig godt ud af det med hinanden," forklarede schweizeren dengang og så Edberg mere som et ekspertbidrag end en strukturel revolution.
At modernisere sin stab: videnskab, data og fysisk forberedelse i centrum af intersæsonen
Intersæsonen er også det perfekte tidspunkt til at modernisere staben og tilpasse den til nutidens krav i tennis.
Selv om cheftræneren fortsat er omdrejningspunktet, hviler præstationen nu på et udvidet team: videoanalytikere, dataspecialister, fysiske trænere, fysioterapeuter og psykologer. Målet er klart: at optimere hver eneste detalje i en sport, hvor marginalerne er mikroskopiske.
Uden turneringer kan spillerne endelig integrere nye værktøjer og bygge en reel fysisk base. I en tid, hvor tennis bliver mere eksplosiv og krævende, overlades forberedelsen til eksperter, der kan planlægge tunge træningsblokke og samtidig begrænse skadesrisikoen.
Emma Raducanu har gjort netop dette til en hovedprioritet frem mod sæsonen 2026. US Open-vinderen fra 2021 har rekrutteret en ny fysisk træner, Emma Stewart, for at genvinde en upåklagelig form og vende stabilt tilbage til toppen.
Sabalenkas vindervalg
Aryna Sabalenka var på sin side forud for udviklingen længe før de andre. Allerede i intersæsonen 2021, netop som hun havde nået andenpladsen på verdensranglisten, tog hviderusseren dataspecialisten Shane Liyanage ind i sit team med ansvar for at analysere hendes eget spil og modstandernes. Et usynligt, men afgørende arbejde i hendes opstigning.
Derefter, i 2022, konfronteret med et svigtende serve (428 dobbeltfejl på sæsonen), vendte Sabalenka sig mod biomekanikeksperten Gavin MacMillan, som hjalp hende med at genopbygge sin serveteknik fra bunden.
Resultatet: en massiv teknisk transformation, der i dag betragtes som et af de afgørende vendepunkter i hendes karriere.
Takket være disse intersæsonvalg har Sabalenka gradvist etableret sig som en af tourens mest komplette spillere, firedobbelt Grand Slam-vinder og solidt placeret i toppen af WTA-ranglisten.
INTERSÆSONEN, ET SPEJL AF AMBITIONERNE OG EN SÆSONS SKÆBNE
Selv om intersæsonen er en hvileperiode, er det også tidspunktet, hvor spillerne træffer afgørende beslutninger om deres fremtid. Det er i disse uger væk fra banerne og medierne, at de lægger linjerne for den kommende sæson – en sæson, der, afhængigt af deres valg, kan blive præget af succes eller skuffelse.
At skifte træner, modernisere sit team eller tilføje ny ekspertise bliver dermed afgørende løftestænger for at gå ind til den næste sæson med både ambition og effektivitet.
Mere end en kamp: lønforskellene mellem kvinder og mænd i tennis 
At skifte træner eller genopfinde sig selv: intersæsonen som tidspunktet for de store valg 
Rafa Nadal Academy: en model af ekspertise og professionalisme for tennisstjernerne i morgen 
Davis Cup: mellem reformer, kritik og national kultur