"Jeg var overbevist om, at han aldrig ville holde til det, og at jeg ville vinde," Mahut ser tilbage på sin legendariske kamp i Wimbledon mod Isner
Den 25. juni er der kun få dage tilbage, før Wimbledon begynder. Og når man nævner den londonske Grand Slam-turnering, er der en kamp, der altid dukker op i Nicolas Mahuts sind.
Den 43-årige franskmand, der går på pension efter sæsonen, spillede nemlig den længste kamp i tennisens historie i første runde af 2010-udgaven, hvor han tabte til John Isner (4-6, 6-3, 7-6, 6-7, 70-68 over 11 timer og 5 minutter fordelt over tre dage).
I dag som ekspertkommentator for Eurosport har Angers-fødte Mahut 15 år senere vendt tilbage til dette nederlag i detaljer og hævder, at det er blevet lettere at tale om denne kamp, som i årevis var et traume for ham.
"I dag kan jeg sige, at det stadig er en god erindring, og at det ændrede resten af min karriere. Der er en virkelig forskel mellem, hvad folk følte i løbet af de tre dage, og hvad jeg følte efter kampen. Der var virkelig en følelse af nederlag, der dominerede.
Det tog mig lidt tid at indse, at det i virkeligheden var mere end bare en taber og en vinder. I dag har jeg ingen problemer med at tale om det, og acceptere, at min karriere slutter, og at folk taler om denne kamp, som om det måske er det eneste, der vil blive husket fra min karriere.
Men jeg ved, at jeg har vundet titler i singel og Grand Slam-titler i double. Jeg bliver ikke længere nødvendigvis forbundet med en kamp, jeg tabte, og det var virkelig vigtigt for mig.
Wimbledon er min yndlingsturnering. Jeg var ikke stærk nok til at sætte mit præg på turneringen ved at vinde den. Gennem denne kamp fik John (Isner) og jeg mulighed for at efterlade vores navn, selvom det kun er en lille del af turneringens historie.
Jeg er en del af den, og det er jeg meget stolt af. John og jeg har aldrig talt om denne kamp sammen. Jeg tror, han undlader det af beskedenhed, men det vil ske en dag. Selvfølgelig har jeg spørgsmål!
Jeg var overbevist om, at han aldrig ville holde til det, og at jeg ville vinde kampen. Han er 2,10 meter høj og kunne knap nok bevæge sig. Hvad var hans dybeste motivation? Jeg kender min egen, jeg ved, hvad der drev mig til at overskride mine grænser, men jeg ville gerne vide, hvad der drev ham, for det er mere end bare at vinde en tenniskamp. Jeg vil gerne vide, hvordan han håndterede de øjeblikke, hvor han var meget dårlig fysisk.
Hvis jeg holdt så længe, var det fordi jeg var overbevist om, at jeg ville vinde. Jeg havde sagt det til mine nærmeste. For mig var denne kamp også for dem. Jeg var klar over, at en kamp som denne ville jeg aldrig opleve igen, det var en unik oplevelse.
Da det sluttede, måtte jeg acceptere det. Jeg havde ikke klaret det, og jeg følte, at jeg skuffede alle. Jeg kan ikke huske matchballen eller tiden ind i omklædningsrummet.
Der var en forfærdelig halvanden time, hvor jeg græd i omklædningsrummet. Jeg gentog hele tiden til min træner: 'Hvad gjorde jeg forkert i det sidste spil?' for i øjeblikket kunne jeg ikke engang huske det.
Det sjove er, at i dag, 15 år senere, bliver jeg naturligvis forbundet med denne kamp mere end med at have været nummer 1 i double eller at have vundet Grand Slam-titler, hvilket er normalt.
Men det, der glæder mig, er, at folk stadig spørger mig, om jeg vandt den kamp. Nogle gange joker jeg med dem og siger: 'Ja, ja, jeg vandt den.' I år tager jeg tilbage med min søn, og det vil være en chance for at vise ham og måske fortælle ham en del af kampen," afsluttede Mahut for Eurosport.
Wimbledon 
