"Jeg greb ikke min chance godt nok," Mannarino om sin udmeldelse i Wimbledon
Adrian Mannarino så sin Wimbledon-rejse komme til en ende. Franskmanden, der har fundet tilbage til formen efter flere svære måneder, havde slået Christopher O’Connell og Valentin Royer efter at have kvalificeret sig, før han tabte til Andrey Rublev, verdens 14. bedste spiller, i tre sæt (7-5, 6-2, 6-3).
Det er russerens fjerde sejr over franskmanden i fem møder, og sidstnævnte kommenterede sit nederlag i en pressekonference. Den 37-årige spiller udtrykte skuffelse, men relativerede det efter sin turnering.
"Jeg havde nogle små chancer her og der, men jeg greb dem ikke godt nok. Det handler om små detaljer, men hvis han har den rangering, er det også af den grund: i de afgørende øjeblikke rammer han de rigtige zoner.
Jeg manglede det lille ekstra. Og det resulterer i et tørt, lidt hårdt, men logisk resultat, når jeg ser, hvor solid han var. Han er ikke kendt for sin serve, men han har en virkelig god servekvalitet.
Selv på anden serve gik han all-in. Jeg troede, jeg kunne generere ham lidt mere med min bold, der ikke hoppede voldsomt, men han klarede det godt ved at accelerere igen.
Det er imponerende af ham. Han spiller hurtigt, giver dig ikke meget tid. Og han returnerede bedre og bedre. Jeg følte, jeg havde få løsninger. Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg ville nå så langt før kvalifikationen, ville jeg have været meget tilfreds.
Efter et nederlag skal man fordøje det. Man skal lære at sætte pris på de gode øjeblikke, der bliver sjældne. Når man går gennem alle disse år uden at indse, at man nogle gange opnår gode resultater, og når de ikke kommer så ofte længere, ender man med at tænke: 'Jeg burde have nydt det mere...'
Jeg vil prøve at tage det mere roligt. Nu er der en masse små mål på kort sigt. Jeg har meget lidt tid til at beslutte, om jeg skal tilmelde mig Challenger i Newport for at sikre min rangering til hovedturneringen i US Open, eller om jeg skal prioritere lidt hvile," uddybede han for L'Équipe.
Rublev, Andrey
Mannarino, Adrian
Wimbledon