Uddannelse af fremtidens mestre: fokus på det franske offentlige systems tilbagegang over for private akademier
Frankrig har længe været et af de sidste bastioner for den offentlige uddannelsesmodel i verdens tennissystem.
Et struktureret, centraliseret system, designet til at opdage, uddanne og følge landets talenter fra de første slag til topniveau.
Men i takt med at sporten er blevet globaliseret, har en anden model – de private akademier, født i USA og eksporteret til Europa og siden Mellemøsten – etableret sig som det foretrukne valg for et stigende antal unge spillere.
Den franske model: 50 års spændinger mellem forbund, akademier og familier
Denne artikel tilbyder en gennemgang af udviklingen i det franske system, sat ind i et globalt perspektiv.
For Frankrig, med sin stærke føderale arv, udgør et unikt observationsfelt: et land, hvor træningen af eliten næsten aldrig var overladt til det private, før landskabet ændrede sig markant.
At forstå denne transformation er at fortælle en historie om halvtreds års spændinger mellem offentlige institutioner, private aktører og familier på jagt efter performance.
1960–1970: I begyndelsen af den føderale model bygger staten strukturen
I slutningen af 1960’erne søger Frankrig stadig sin vej, når det gælder sportslig talentudvikling. Landet er præget af idéen om, at staten skal organisere, finansiere og harmonisere adgangen til elitesport.
FFT indskriver sig i denne generelle bevægelse, ligesom andre franske forbund, ved at lancere de første strukturerede nationale træningslejre og pilotcentre.
Disse steder, stadig ret rudimentære, samler unge håbfulde omkring trænere udpeget af forbundet, nogle gange med improviserede kostskoler tilknyttet samarbejdsklubber.
Det skal huskes, at INSEP, som skulle blive en af hjørnestenene i uddannelsen af den franske elite, endnu ikke eksisterer i sin moderne form på dette tidspunkt. Det bliver først officielt oprettet i 1975. Inden da er modellen fragmenteret, uden egentlig centraliseret campus.
Alligevel etableres en stærk idé: talentudvikling skal være offentlig, national og vertikalt organiseret. I denne logik bliver forbundet en uomgængelig passage for enhver ambition.
1970–1980: Den amerikanske bølge og fremkomsten af en privat modmodel
I samme periode, på den anden side af Atlanten, begynder en lille, stille revolution at tage form.
USA ser de første private tennisakademier vokse frem, drevet af entreprenante trænere, der ønsker at frigøre sig fra de offentlige strukturer.
Det mest ikoniske grundlægges i 1978 i Bradenton, Florida: Nick Bollettieri Academy, som senere bliver til IMG Academy.
Bollettieri (1931-2022), den legendariske amerikanske træner, markerer et totalt brud med den europæiske, føderale model.
Intensiv træning, konstant konkurrence, individuel opfølgning, tilstedeværelse af forskellige specialister… og en hidtil uset brug af storytelling omkring de unge spillere. Dette “laboratorium” ser sig selv som en virksomhed, før det er en sportsinstitution.
I Europa opfattes denne model først som en eksotisk kuriositet, nærmest en amerikansk fantasi. Alligevel introducerer den et helt nyt paradigme: privat, kommerciel, international talentudvikling, fri i sine pædagogiske valg.
1980–1990: Den føderale europæiske models guldalder
Mens Bollettieri vinder synlighed, konsoliderer Europa, og især Frankrig, sin egen model. 1980’erne markerer en meget succesfuld periode for de føderale centre.
Specialiserede strukturer udvikles: Pôles France, Pôles Espoirs, regionale centre og naturligvis INSEP, som hurtigt bliver et symbol på offentlig sportslig excellence.
De opnåede resultater bekræfter metoden. Flere store franske spillere, som Yannick Noah, Henri Leconte og Guy Forget, udvikler sig i det føderale miljø, selv om nogle også gennemfører dele af deres udvikling uden for FFT’s snævre rammer.
Den dominerende fortælling er klar: en fransk topspiller fødes og formes i det føderale system. På dette tidspunkt forbliver de amerikanske akademier, trods deres fascinationskraft, en fjern verden.
1990–2000: Globaliseringen udfordrer grænserne og åbner døren til akademierne
1990’erne er årtiet, hvor tennissen globaliseres. Rejseaktiviteten intensiveres, juniorturneringerne bliver internationale, og familier begynder at sammenligne udviklingsmetoder på tværs af lande.
USA tilbyder faciliteter og en sportslig livsstil, der adskiller sig radikalt fra den europæiske. Samtidig udvikler Spanien sine egne private centre omkring Barcelona, Valencia og Mallorca, specialiseret i udholdenhedstræning og grus.
De private akademier bliver karriereacceleratorer. I USA fortsætter IMG med at tage imod og støtte kommende mestres karrierer.
Jim Courier, Andre Agassi, Monica Seles og siden Maria Sharapova, der ankom som teenager til Bradenton i begyndelsen af 2000’erne.
I Spanien tiltrækker private strukturer, der prioriterer fleksibilitet og intensiv træning, unge fra Nordeuropa, draget af klimaet og den tekniske disciplin.
Det skal dog nuanceres: langt de fleste europæiske spillere udvikles stadig i de nationale forbund eller i traditionelle klubber. Men idéen om, at der findes en konkurrerende model, som fungerer, begynder at slå rod i den kollektive bevidsthed.
2005–2015: Global eksplosion og akademiernes forvandling til internationale brands
Fra midten af 2000’erne skifter akademierne skala. De er ikke længere blot træningssteder, men bliver globale brands, ofte struktureret som virksomheder.
Ambitiøs markedsføring, luksuriøse faciliteter, internationale kostskoler, mentaltræning, videoanalyse, topmoderne fitnesscentre: de professionaliseres i en grad, så de kan konkurrere med de føderale systemer på deres egen bane.
Flere store projekter opstår eller udvikles: Mouratoglou Academy, grundlagt i 1996 af Patrick Mouratoglou og Bob Brett i Paris-området og flyttet til Sophia Antipolis (Côte d’Azur) i 2011.
Rafa Nadal Academy på Mallorca, grundlagt af legenden Rafael Nadal, hvis officielle åbning i 2016 kronede et projekt, som var blevet forberedt i årevis omkring familien Nadal.
Dertil kommer fremvæksten af franske centre som French Touch Academy i Cap d’Agde (Hérault) fra 2018, grundlagt af Charles Auffray.
Endelig etablerer nogle akademier sig i Mellemøsten eller Asien, støttet af international privat finansiering.
2015–2020: Monopolet smuldrer, tilliden flyttes
I takt med at det private bliver mere professionelt, fremstår de føderale strukturer låst fast i en gammel model.
Familiernes og spillernes syn ændrer sig. Forbundene kritiseres for administrativ rigiditet, forældede faciliteter og til tider uigennemsigtige udtagelser.
Omvendt fremhæver de private akademier individualisering, mangfoldige trænerprofiler, internationalt udsyn og mental støtte. Skiftet er tydeligt i de unges valg.
Sagen med franskmanden Gabriel Debru er sigende: vinder af junior-Roland Garros i 2022, han forlader FFT i slutningen af 2023, i enighed med forbundet, for at tilslutte sig Piatti Tennis Center i Italien, ledet af Riccardo Piatti, en af Europas mest anerkendte private trænere.
Denne type skifte, som tidligere var sjældent, bliver almindeligt. Siden har den unge spiller forladt ATP-touren for at gå den amerikanske college-vej ved at tilslutte sig campus i Champaign-Urbana (University of Illinois).
Sinner, Rune, Alcaraz, Gauff… alle har været gennem private akademier
Men Gabriel Debru er ikke alene. På den nuværende tour har mange stjerner også valgt den private vej.
Holger Rune (Mouratoglou Academy som 13-årig), Jannik Sinner (Piatti Tennis Center som 13-årig), Coco Gauff (Mouratoglou Academy som 10-årig), Stefanos Tsitsipas (Mouratoglou Academy som 17-årig), Alexandra Eala (Rafa Nadal Academy som 13-årig) og Carlos Alcaraz (Ferrero Tennis Academy som 15-årig) er perfekte eksempler.
Dette valg, stadig marginalt for nogle år siden, er i dag blevet en kongerute for talentfulde unge spillere.
2020–2024: Den private model dominerer topniveauet — for dem, der har råd
I dag tager high-end private akademier dog mellem 50.000 og 90.000 euro om året.
Eksempler er IMG Academy (omkring 70.000 €/år og 90.000 €/år med internat) og Evert Tennis Academy (over 50.000 €/år med internat) i USA.
Men også Rafa Nadal Academy (omkring 56.000 €/år) og Mouratoglou Academy (omkring 40.000 €/år) i Europa.
Med rejser oveni kan det årlige budget overstige 75.000 euro og endda nærme sig 100.000 euro.
Og selv om denne investering er uopnåelig for mange familier, tilbyder disse akademier for dem, der har midlerne, et miljø, der er svært at matche: internationalt turneringsprogram, sparring på højt niveau, tværfaglige teams, fuld immersion i tour-kulturen.
Lidt efter lidt lader den sportslige vej tilsyneladende til at dele sig i to verdener: talentidentifikation, som stadig i høj grad varetages af de føderale systemer, og eliteudvikling, som nu i stigende grad drives af det private.
I denne konfiguration er råt talent ikke længere nok. Finansiering, netværk og evnen til at integrere en premiumstruktur bliver afgørende elementer i karrieren.
For eksempel nød Holger Rune godt af ChampSeed Foundation, grundlagt af Patrick Mouratoglou, for at kunne uddanne sig i akademiet.
I dag: et todelt system, men næsten uden samarbejde
Verdens tennissystem fungerer nu efter to parallelle spor. På den ene side det føderale system, der bevarer sin historiske mission med talentidentifikation og breddeudvikling. På den anden side det private, fokuseret på eliten, individualisering og internationale karriereforløb.
Disse to verdener kunne supplere hinanden; i praksis sameksisterer de mest ved at ignorere hinanden, hver med sit eget krav på legitimitet, effektivitet og filosofi, selv om nogle forbundspræsidenter – herunder Gilles Moretton i Frankrig – har annonceret et ønske om samarbejde.
"Jeg har taget kontakt til alle akademierne sammen med hele FFT’s teams," forklarede han. Der skal anerkendes det kvalitetsarbejde, der udføres i det private, og vi skal stoppe med at ignorere og udelukke det.
Vi vil skabe denne offentlig–privat-alliance, med træningsvalg og træningssteder tilpasset hver enkelt ung, som vi vil tilbyde skræddersyede løsninger," sagde han til RMC Sport i 2021.
Det centrale spørgsmål består: i en sport, hvor talentudviklingen privatiseres, og omkostningerne eksploderer, skal adgangen til excellence forblive et økonomisk privilegium? Eller kan forbundene genopfinde deres rolle og igen blive en reel social løftestang?
De seneste halvtreds års historie viser en klar tendens: monopolet eksisterer ikke længere, og konkurrencen udspiller sig nu også i kulissen af talentudviklingen.
Uddannelse af fremtidens mestre: fokus på det franske offentlige systems tilbagegang over for private akademier 
Truer padel tennissen? Indblik i revolutionen, der ryster den etablerede orden 
Dossiers - Saudi-Arabien, skader, krig og forretning: de fascinerende bagside af tennis afsløret af TennisTemple